Det er egentlig ikke fordi der er sket
noget helt stort nyt jeg vil fortælle, også alligevel dog. Her en
almindelig fredag aften i Córdoba blev alligevel lidt anderledes end
forventet. På både godt og ondt. Nok mest ondt.
Var efter skole taget ind til byen sammen med Anton for at betale de første penge til den Nordtur vi skal på om mindre end 20 dage. Derefter fik jeg så lokket ham med ind og se The Hunger Games, anden gang for mit vedkommende, men den var jo så god første gang, og hvis I ikke allerede vidste det er jeg fuldstændig opsat med bøgerne også, og blev netop færdig med den sidste i onsdag. (Virkelig en dårlig slutning forresten. Suk) Men på vej hjem skete der så det jeg faktisk har glædet mig lidt til at skrive om. Var lige kommet ud af den argentinske Matas (Farmacity) med tankerne et helt andet sted, da de havde taget 10 pesos for meget for min cream, og for at få pengene igen skulle jeg stå 20 min i kø, så var en anelse (læs: meget) irriteret, og efter kun at have gået 2 blokke opdager jeg er min pung er væk. Var lige ved at tude på det tidspunkt, og for de er jer som ikke allerede ved det, har jeg allerede haft den stjålet en gang før, hvilket virkelig var noget være bøvl. Jeg fik holdt hovedet forholdsvis koldt, gik tilbage og spurgte efter den i Farmacity, de havde intet set til den, og besluttede mig så ellers bare at det var der jo ikke noget at gøre ved. Havde heldigvis kun haft 100 pesos i den, og et enkelt kreditkort, det andet var godt i sikkerhed derhjemme. Så det ville ikke få de store konsekvenser. Lige indtil jeg går forbi en af de politimænd der står på næsten hver eneste gadehjørne i Argentina. Og jeg mener virkelig bogstaveligtalt hver eneste. Har altid tænkt at de var lidt overdrevet med alle det politi på gaden, der ofte går med kæmpe geværer over skuldren. I skulle se den kvinde der står i centrum af min by. Jeg er helt sikker, næsten da, at det hun har over skuldrene er et maskingevær. Derudover har jeg fået fortalt at dem som står på gadehjørnerne – altid forholdsvis unge, er unge der ikke gider studere og er ret dumme. Så havde for at være ærlig lidt fordomme om dem, at de ikke var til meget.
Jeg beslutter mig så at jeg nu vil prøve at se om de politimænd kunne være til en lille hjælp, og at der jo ikke sker noget at henvende sig til dem. Jeg fortæller så stille og roligt at jeg altså lige har fået stjålet min pung og med det samme tager manden sin blok frem, og begynder på det helt store krydsforhør. Hvad havde jeg i den, hvordan så den ud, hvor så jeg den sidst osv. Derefter spørger han ind i sin walkietalkier om der er nogle i nærheden der har fundet en, da når en pung bliver stjålet bliver pengene ofte bare taget ud, og pungen derefter smidt på gaden. Det var der så ingen der havde, men han fortæller mig jeg skal gå hen til et eller andet politi kontor et par blokke derfra. Der gør jeg så, selvom jeg ikke helt kan se meningen med at gøre så meget ud af det, men nu havde han været så flink og hvad kunne det skade. Kunne så ikke helt finde stedet så spørger to nye politimænd om hjælp om at finde stedet. Men inden jeg overhovedet kan nå at tale færdig har de 5 forskellige samtaler i gang på walkien, lavet præcis samme krydsforhør som tidligere og samtidig udspurgt mig om hvad jeg synes om Argentina og om hvilket fodboldhold jeg holder med. Efter et godt stykke tids chitchatten med den ene af dem, mens den anden er i fuld gang i jagten efter min pung over walkien, og jeg har bemærket flere gange over for dem at det nu ikke er så vigtigt, siger de at vi hellere må gå over til politikontorstedet. Den ene af de to politimænd er så flink at følge mig derover, så jeg ikke bliver ”væk” igen, som han siger det.
Da vi så endelig ankommer kan jeg ikke lade være med at kvæle et smil. Et stort gammelt hus, der er mere end bare slidt. Da vi kommer ind står der fire unge politimænd og ryger i gangen. Og der er to store lukkede døre på hver side og i enden af rummet et lille bedested med stearinlys og det hele, midt i det meget faldefærdige hus. Politimanden banker så på den ene dør, og efter et par minutter åbner en lidt nørdet mand døren på klem, og stikker hovedet lidt ud. De taler lavmælt sammen og jeg får at vide at jeg bare lige skal vente lidt. Fortrød utroligt jeg ikke havde fået mit kamera med for det der politikontor sted, var noget af et syn, og stemningen meget speciel, den kan ikke beskrives. En halvtime senere, hvor et par få mennesker er blevet lukket diskret gennem den store dør, ankommer en ny politimand, han kan så åbenbart snakke engelsk, og skal hjælpe med at oversætte, selvom han i sidste ende ikke kan sige meget mere på engelsk end jeg kan på spansk. Han udspørger mig så om de præcis samme ting som de andre og vi får så ventet en god times tid mere, (har i mellemtiden flere gange sagt det ikke er vigtigt, men de insistere på jeg skal blive) bliver jeg så lukket ind gennem den ”hemmelige” dør. Inde bagved er der så det man vil kalde et kontor, lige så slidt, hvis ikke mere, som resten af bygningen og med 3 små skriveborde med computere så gamle, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst så sådan en, og et lille bitte tv kørende i baggrunden med musikvideoer fra 80'erne. Det føltes ærlig talt som at komme tilbage i tiden. Blev så placeret ved skrivebordet og en gammeldame, der ingen udspørger mig om det samme som de 4 politimænd. Efter et stykke tids skriblen på computeren får hun så printet en rapport ud på næsten 2 A4 sider om min stjålne pung. Hun laver så et par forskellige stempler, får mig til at skrive under og stikker så et stykke papir i hånden på mig, som jeg endelig ikke må smide væk, og jeg kan så endelig få lov at gå over 2 ½ time efter jeg mistede min pung. Nu må jeg så vente og se om de skulle ringe en af de næste dage med min pung der indeholder intet mere end sysikrings- og buskort hvilket jeg er helt sikker på de gør *host*
Kan nu konkludere at det argentinskepoliti ikke skal undervurderes for deres engagement og at hvis jeg nogensinde mister en pung med 100 pesos, som jeg forhåbentlig ikke gør, vil jeg ikke melde det til politiet men bare lade det passere.
Var efter skole taget ind til byen sammen med Anton for at betale de første penge til den Nordtur vi skal på om mindre end 20 dage. Derefter fik jeg så lokket ham med ind og se The Hunger Games, anden gang for mit vedkommende, men den var jo så god første gang, og hvis I ikke allerede vidste det er jeg fuldstændig opsat med bøgerne også, og blev netop færdig med den sidste i onsdag. (Virkelig en dårlig slutning forresten. Suk) Men på vej hjem skete der så det jeg faktisk har glædet mig lidt til at skrive om. Var lige kommet ud af den argentinske Matas (Farmacity) med tankerne et helt andet sted, da de havde taget 10 pesos for meget for min cream, og for at få pengene igen skulle jeg stå 20 min i kø, så var en anelse (læs: meget) irriteret, og efter kun at have gået 2 blokke opdager jeg er min pung er væk. Var lige ved at tude på det tidspunkt, og for de er jer som ikke allerede ved det, har jeg allerede haft den stjålet en gang før, hvilket virkelig var noget være bøvl. Jeg fik holdt hovedet forholdsvis koldt, gik tilbage og spurgte efter den i Farmacity, de havde intet set til den, og besluttede mig så ellers bare at det var der jo ikke noget at gøre ved. Havde heldigvis kun haft 100 pesos i den, og et enkelt kreditkort, det andet var godt i sikkerhed derhjemme. Så det ville ikke få de store konsekvenser. Lige indtil jeg går forbi en af de politimænd der står på næsten hver eneste gadehjørne i Argentina. Og jeg mener virkelig bogstaveligtalt hver eneste. Har altid tænkt at de var lidt overdrevet med alle det politi på gaden, der ofte går med kæmpe geværer over skuldren. I skulle se den kvinde der står i centrum af min by. Jeg er helt sikker, næsten da, at det hun har over skuldrene er et maskingevær. Derudover har jeg fået fortalt at dem som står på gadehjørnerne – altid forholdsvis unge, er unge der ikke gider studere og er ret dumme. Så havde for at være ærlig lidt fordomme om dem, at de ikke var til meget.
Jeg beslutter mig så at jeg nu vil prøve at se om de politimænd kunne være til en lille hjælp, og at der jo ikke sker noget at henvende sig til dem. Jeg fortæller så stille og roligt at jeg altså lige har fået stjålet min pung og med det samme tager manden sin blok frem, og begynder på det helt store krydsforhør. Hvad havde jeg i den, hvordan så den ud, hvor så jeg den sidst osv. Derefter spørger han ind i sin walkietalkier om der er nogle i nærheden der har fundet en, da når en pung bliver stjålet bliver pengene ofte bare taget ud, og pungen derefter smidt på gaden. Det var der så ingen der havde, men han fortæller mig jeg skal gå hen til et eller andet politi kontor et par blokke derfra. Der gør jeg så, selvom jeg ikke helt kan se meningen med at gøre så meget ud af det, men nu havde han været så flink og hvad kunne det skade. Kunne så ikke helt finde stedet så spørger to nye politimænd om hjælp om at finde stedet. Men inden jeg overhovedet kan nå at tale færdig har de 5 forskellige samtaler i gang på walkien, lavet præcis samme krydsforhør som tidligere og samtidig udspurgt mig om hvad jeg synes om Argentina og om hvilket fodboldhold jeg holder med. Efter et godt stykke tids chitchatten med den ene af dem, mens den anden er i fuld gang i jagten efter min pung over walkien, og jeg har bemærket flere gange over for dem at det nu ikke er så vigtigt, siger de at vi hellere må gå over til politikontorstedet. Den ene af de to politimænd er så flink at følge mig derover, så jeg ikke bliver ”væk” igen, som han siger det.
Da vi så endelig ankommer kan jeg ikke lade være med at kvæle et smil. Et stort gammelt hus, der er mere end bare slidt. Da vi kommer ind står der fire unge politimænd og ryger i gangen. Og der er to store lukkede døre på hver side og i enden af rummet et lille bedested med stearinlys og det hele, midt i det meget faldefærdige hus. Politimanden banker så på den ene dør, og efter et par minutter åbner en lidt nørdet mand døren på klem, og stikker hovedet lidt ud. De taler lavmælt sammen og jeg får at vide at jeg bare lige skal vente lidt. Fortrød utroligt jeg ikke havde fået mit kamera med for det der politikontor sted, var noget af et syn, og stemningen meget speciel, den kan ikke beskrives. En halvtime senere, hvor et par få mennesker er blevet lukket diskret gennem den store dør, ankommer en ny politimand, han kan så åbenbart snakke engelsk, og skal hjælpe med at oversætte, selvom han i sidste ende ikke kan sige meget mere på engelsk end jeg kan på spansk. Han udspørger mig så om de præcis samme ting som de andre og vi får så ventet en god times tid mere, (har i mellemtiden flere gange sagt det ikke er vigtigt, men de insistere på jeg skal blive) bliver jeg så lukket ind gennem den ”hemmelige” dør. Inde bagved er der så det man vil kalde et kontor, lige så slidt, hvis ikke mere, som resten af bygningen og med 3 små skriveborde med computere så gamle, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst så sådan en, og et lille bitte tv kørende i baggrunden med musikvideoer fra 80'erne. Det føltes ærlig talt som at komme tilbage i tiden. Blev så placeret ved skrivebordet og en gammeldame, der ingen udspørger mig om det samme som de 4 politimænd. Efter et stykke tids skriblen på computeren får hun så printet en rapport ud på næsten 2 A4 sider om min stjålne pung. Hun laver så et par forskellige stempler, får mig til at skrive under og stikker så et stykke papir i hånden på mig, som jeg endelig ikke må smide væk, og jeg kan så endelig få lov at gå over 2 ½ time efter jeg mistede min pung. Nu må jeg så vente og se om de skulle ringe en af de næste dage med min pung der indeholder intet mere end sysikrings- og buskort hvilket jeg er helt sikker på de gør *host*
Kan nu konkludere at det argentinskepoliti ikke skal undervurderes for deres engagement og at hvis jeg nogensinde mister en pung med 100 pesos, som jeg forhåbentlig ikke gør, vil jeg ikke melde det til politiet men bare lade det passere.
 |
| Det utrolig vigtige papir jeg endte op med. |
