Hvad er udveksling?

Dette er et essay en af mine med udvekslingsstudenter har skrevet. Det er noget af det mest præcise og bedst forklarlige på udveksling jeg nogensinde har set. Og alt det jeg har prøvet at forklare, men ikke har været muligt. Så her har i det. Præcis sådan som jeg, og tusindvis af andre udvekslingsstudenter i verden har det. 

God læselyst, mens jeg stadig arbejder på nogle flere blogindlæg om min udveksling. Jeg har i hvert fald masser af fortælle. 


"Hvad er udveksling?

Udveksling er forandring. Hurtig, brutal, smuk, smertefuld, farverig, fantastisk, uventet og overvældende og mest af alt, konstant forandring. Forandring i livsstil, land, sprog, venner, forældre, hus, skole, simpelthen alting.
Udveksling er at indse at alt hvad de fortalte dig inden er forkert, men på en måde også rigtigt.
Udveksling er at gå fra at tænke at du ved hvem du er, til at have ingen idé om hvem du er mere, til at blive en ny person. Men ikke helt ny. Du er stadig den person du var før du hoppede ned i den iskolde sø. Du ved hvordan det er at være på egen hånd. Væk hjemmefra, uden nogen du rigtig kender. Og du finder ud af at du faktisk kan gøre det. Udveksling er at lærer at have tillid. Stole på mennesker, som til at starte med, kun er navne på et stykke papir. Stole på at de vil det bedste for dig, at de bekymrer sig. Stole på at du har styrken til at klare et år på egen hånd, klare at være væk i et år, fra alt det der betød noget. Stole på at du vil have venner. Stole på at alt vil blive okay. Og det er at se at denne tillid vil være det værd.

Udveksling er at tænke. Hele tiden. Omkring alt. Tænke på alle de underlige kostumer, den underlige mad, det underlige sprog, og omkring hvorfor du er her og ikke hjemme. Omkring hvordan det vil blive når du kommer hjem. Hvordan dine venner vil reagere når de ser dig igen. Omkring hvem der hænger ud hvor denne weekend. Og til at starte med, hvem der i det hele taget inviterer dig. Og til at slutte med, hvor du burde gå, når du er inviteret til 10 forskellige ting.

Omkring hvordan alle derhjemme har det. Omkring hvor dum hele denne tidszone ting er. Tænke på hvad er rigtigt og hvad er forkert, Omkring hvor dum eller uhøflig du lige var mod nogle uden at mene at være det. Omkring hele meningen bag alt dette. Omkring meningen med livet.
Omkring hvem du gerne vil være, hvad du vil gøre. Og omkring hvornår det der essay skal afleveres, selvom dine karakterer slet ikke tæller. Omkring om du skulle gå hjem efter skole, eller hænge ud hos nogen indtil midnat. Nogle du slet ikke kendte for få måneder siden. Og omkring hvad fanden den der dreng lige sagde.

Udveksling er mennesker. De der utrolig, underlige mennesker, som kigger på dig som var du en alien. De mennesker som er for bange til at snakke med dig, og dem som faktisk snakker til dig. De mennesker som kender dit navn, selvom du har aldrig mødt dem. De mennesker som fortæller dig hvem du skal holde dig væk fra. De mennesker der snakker om dig bag din ryg, de mennesker der laver grin med dit land. Alle de mennesker, som ikke er værd at du bruger tid på. De mennesker du ignorerer. Og de mennesker som invitere dig til deres hjem, holder dig ved fornuft, dem som bliver dine venner.

Udveksling er musik. Ny musik, underlig musik, sej musik, musik du vil huske hele dit liv, som soundtracket af din udveksling. Musik der vil få dig til at græde, fordi alle de tekster udtrykker præcis hvordan du føler, så langt væk. Musik der vil få dig til at føle som om du kunne overtage hele verden. Og det er musik du laver. Med de mest fantastisk musikere du har nogensinde mødt, og det er at læse tusind nodesider, bare for at blive en del af skolebandet.

Udveksling er ubehageligt. Det er at føle sig malplaceret, som et femte hjul. Det er at snakke med mennesker du ikke kan lide, det er at prøve at være flink hele tiden. Det er koldt, frysende koldt. Det er hjemve, det er akavet stilhed og det er at føle sig skyldig fordi du ikke snakkede med dem derhjemme. Eller føle sig skyldig fordi du gik glip af noget, fordi du snakkede på Skype.


Udveksling er fantastisk. Det er at føle forbindelsen mellem dig og dine værtsforældre vokse. Det er at høre din værtslillebror spørge hvor sin storebror er. Det er at vide hvor skabet med peanutbutter er. Det er at møde mennesker fra hele verden. Det er at have et sted at være i næsten hvert land i verden. Det er at få 4 nye familier. Hvor en af dem er en kæmpe gruppe af de mest fantastiske teenageres fra hele verden. Det er at lave mad fra dit hjemland og det ikke går galt. Det er at se smukke landskaber du ikke engang vidste eksisterede.
Udveksling er udvekslingsstudenter. De mest fantastiske mennesker i hele den vide verden. De mennesker fra overalt som ved præcis hvordan du føler og de mennesker som bliver dine absolut bedste venner, selvom du kun har set de fleste af dem 3 eller 4 gange gennem hele året. Menneskerne som tager næsten en time, at sige det sidste farvel til. De mennesker med deres jakker fulde af pins. Hele verden over.
Udveksling er at blive forelsket. Med dette fantastiske, vilde, smukke land. Og med dit hjemland.
Udveksling er frustrerende. Ting du ikke kan gøre, ting du ikke forstår. Ting du siger, men mener det præcis modsatte af hvad du ville have sagt. Eller endda værre.
Udveksling er at forstå.
Udveksling er utroligt
Udveksling er ikke et år i dit liv. Det er et liv i et år.
Udveksling er ingenting som du forstillede dig det, eller hvad du ville have det til at være.

Udveksling er det bedste år i dit live, indtil videre. Unden tvivl. Og også det værste. Uden tvivl.
Udveksling er noget du aldrig vil glemme, noget der altid vil være en del af dig. Det er noget ingen derhjemme vil nogensinde rigtig forstå.

Udveksling er at vokse op, indse at alle er ens, ligemeget hvor de er fra. At der altid er gode mennesker og dårlige. Overalt. Og det kun kommer an på dig, hvor god eller dårlig din dag vil blive. Eller hele dit år. Det er at indse at du kan klare dig selv, at du er en selvstændig person. Og tilsidst er det at prøve at forklare alt dette til dine forældre.
Udveksling er at danse i regnen uden grund, græde uden grund, og grine på samme tid. Det er turbolens i hver eneste mulige følelse.
Udveksling er alt. Og udveksling er noget man ikke kan forstå, medmindre man selv har været igennem det."

Falta Poco..

Og hvad har jeg så lavet de seneste 2 uger efter Nordturen. Dagligdagen er startet igen, dog med det hængende over mig at jeg nu kun har under 2 måneder tilbage. Rigtig underlig fornemmelse og jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg faktisk har det omkring det. Jeg glad for at jeg snart skal hjem, se min familie, Danmark, spise dansk mad, starte på gymnasiet osv. Men samtidig er jeg super trist over at dette helt fantastiske, ubeskrivelige år snart er overstået. At den drøm jeg har haft så længe nu faktisk næsten er gennemført. Samtidig skal jeg sige farvel til mine fantastiske venner og familie jeg har fået gennem dette år, den fantastiske Argentina kultur og livet som udvekslingsstudent. Det har jeg bestemt ikke lyst til. Derfor står jeg lige nu med tusindvis a blandede følelser.

Allerede 10 dage efter at vi kom hjem fra turen, skulle den første af os udvekslingsstudenter rigtig hjem – lige bortset fra de få der er blevet/taget hjem undervejs. Fantastiske Stine fra Norge.
Jeg tog derfor en dag fri fra skole og tog et smut til Córdoba og lufthavnen sammen med en flok af de andre der bor tæt på. Det var en rigtig trist oplevelse, og vi fik alle grædt tårer. At sige farvel er aldrig sjovt, og tanken om at måske næste gang jeg stod i lufthavnen igen var når jeg skulle hjem.
Men vi fik sagt ordentligt farvel, hvilket var rigtig rart og derefter tog vi alle sammen ned til floden i centrum, hvor vi fandt en grøn plet og spiste lækre tærter og derefter smuttede vi over og fik en lækker smoothie. Vejret var helt fantastisk og ikke som om vi var i midten af maj – hvilket jo her årstidsmæssigt svare til midten af November i Danmark.

I går, mandags tog jeg så endnu en dag fri fra skole. Denne gang af lidt mere kedelige grunde, da jeg skulle ordne noget I banken, der kun har åbent om formiddagen. Kedelig og ligegyldig historie hvorfor, så den må i leve uden. 

Jeg tog derfor derind om morgenen, fik det hurtigt overstået og tog derefter ind på mit absolutte nye yndlingssted. Kaffebaren Espresso. Absolut elsker det sted. Har tidligere vejret ret vild med Starbucks, og nok kommet der lidt for ofte. Men efter min mening er kaffen for dyr, dårlig og man skal betale jeg ved ikke så meget for bare at få en ekstra skvat mælk i. Og derudover er der aldrig et sted at side eller noget ordenligt at læse i. 

Men nu har jeg fundet kaffehimlen. (Mor og far, I ville elske det her sted!) Det er en lille bitte sted, utrolig fedt indrettet. Moderne og hyggeligt. Musikken er super skønt og der er talrige af forskellige kaffer at vælge imellem. Alt fra normal sort kaffe, til lækre nutella cafelatter til kaffer med diverse former for alkohol i. Samtidig har de et fint udvalg, der skifter dag til dag med hjemmebagte (i hvert fald halv) kager. Derfor er der altid en dejlig duft af nybagt. 

Og det allerbedste ved det hele er personalet og betjenigen. Med det samme man kommer ind får man et stort smil, og der bliver snakket med en undervejs i kaffelavningen hvordan man kunne tænke sig sin kaffe. Skal den være stærk, med ekstra mælk eller karamel osv. Uden noget ekstra form for beregning. De ber endda en om man ikke lige vil smage på den, og sige om den er okay eller der skal ændres lidt i den. Virkelig fed betjening i forhold til Starbucks.. 

Og til slut har de de skønneste kopper, og det koster ikke mere end 1pesos at gå fra normal til stor kop. Me gusta! 

Alt fra nu, i en af de kommende dage får i et indlæg om min skønne weekend, hvor jeg har masser at fortælle om.

El Norte

Så må jeg hellere også få taget mig sammen til lige at skrive lidt om den fantastiske nordtur jeg næsten lige er kommet hjem fra. Det var absolut fantastisk, og kan slet ikke beskrives med hverken ord eller billeder, men jeg vil prøve så godt jeg kan.
Turen startede ud fredag d. 20 April. Hvor vi mødtes på Córdoba busterminal. Alle mere end spændte og parate til den 2 ugers lange tur.
Første dag var dog ikke en af de mest spændende, da vi kørte hele dagen og natten i bussen. Men tiden gik hurtigt, med film, mate, masser af snak og sjov.

Tidligt næste morgen, var vi så ved vores første destination – provinsen Missones. Den aller nordligste de af Argentina. Fra det øjeblik vi trådte ud af bussen, kunne vi mærke hvor anderledes alt var. Der var grønt over alt, eksotiske blomster og træer, fuglene pippede om kap, og luften var fugtig og varm som en regnskov. Vi fik spist morgenmad, og derefter tog vi over til las Minas de Wanda. Nogle krystalsten miner, der var helt utrolig flotte. Vi fik set minerne, og derefter købt flere kg af flotte sten.

Derefter fik vi spist frokost, og kørte så et par timer mere i bus. Midt på eftermiddagen ankom vi så til Puerte Iguazu – Hvor vi skulle overnatte 3 nætter. Resten af eftermiddagen havde vi så fritid til at gå rundt i byen, der er godt turistpræget. Vi fik drukket en smoothie og tog derefter hjem til hotellet hvor vi spiste aftensmad og elles slappede af resten af aften. Alle godt trætte efter den lange bustur. 

Klar til minetur

Væggene i minerne

Næsten dag startede tidligt, efter morgenmad hoppede vi endnu engang i bussen, og drog mod en af turens største højdepunkter. Nemlig, Iguazuvandfaldene. Et af verdens 7 naturvidundere. Det består af intet mindre end 275 vandfald, og strækker sig over 2700 m. 

Og det var virkelig helt vidunderligt. Vandfaldene ligger midt inde i en kæmpe naturpark og efter en lang gåtur gennem regnskovlignene, grøn natur ankom vi til første udkigspunkt. Og det var helt ubeskriveligt, og ved hver eneste udkigspunkt blev det bare endnu mere fantastisk. Det kan slet ikke sammenlignes. Sidst på formiddagen havde jeg så meldt mig på en bådtur rundt om vandfaldene. Vi iførte os badetøj og redningsvest og begav os ellers ombord på den kæmpe gummibåds ligende båd.Herefter begav vi os med højfart forbi vandfaldene, og kom indda helt ind under et, så vi alle blev fuldstændig gennemblødte. Helt fantastisk oplevelse!

Efter bådturen kom vi på junglekørertur gennemparken. Desværre stødte vi ikke ind i hverken aber eller store kattedyr som der findes i parken. Vi fik derefter spist frokost, og begav os nu ud mod den sidste udkigspost. Efter en god lang gåtur, over en masse vand, hvor jeg b.la. Fik set krokodiller i fri natur kom vi ud til Devil's Throts, og det virkede godt nok også sådan. Kæmpe vandfald med så ekstremt meget vandvæltende ned, med så stor kraft at man ikke kunne se bunden. Helt fantastisk! Sidst på eftermiddagen var vi så hjemme igen, hvor vi fik spist aftensmad, og derefter fik lov til at tage på et diskotek i byen. 

Næstemorgen kunne vi sove længe, og først efter frokost hoppede vi igen i bussen og tog afsted med Brasilien. Efter en godt styk tid i grænsekontrolen – 60 mennesker alle fra forskellige lande tager lidt tid at få igennem, kom vi ind og hen til den Brasilienske Iguazu Nationalpark. Her fik vi endnu engang set de fantastiske vandfald.

Dagen efter tog vi igen tidligt afsted med bussen og drog mod næste destination – Tilcara i Jujuy. På vejen stoppede vi ved nogle gamle ruiner, virkelig flotte. Og sov ellers i bussen om natten.

Vi ankom så til Tilcara næstedag ved frokost, inden da havde vi holdt stop ved ”Bjerget med de syv farver” og været p et  fantastisk marked, hvor man kunne købe lækre sweatere og håndlavede ting til ingenting, vi så også fantastiske store kaktusser, dobbelt så høje som os. Resten af dagen havde vi fritid og tog et smut ind til byen, for at kigge og på café

Bjerget med 7 farver

Kæmpe marked

Næsten morgen hoppede vi igen i bussen, og efter et par timers kørsel ankom vi til Salinas Grande. En fantastisk flot saltørken! Derefter kørte vi videre gennem den fantastiskenatur, besøgte en lerfabrik og stoppede i en smuk, gammel by hvor vi spiste traditionel argentinsk mad, og derefter kiggede og shoppede flotte håndlavede ting i byen. Vi kom så tilbage sidst på eftermiddagen, spiste aftensmad og hyggede resten af aftenen. 

Jorden lavet af salt

Næsten morgen kørte vi hele formiddagen, og ankom så til Salta, næste destination. Vi fik spist frokost og om eftermiddagen var vi på guidet tur rundt i byen. Rigtig spændende! Den sluttede vi så af med kaffe og lemon pie, som jo er tradition fra sydturen af. 

Næste dag tog vi på heldags tur til en by vednavn Cafayate. Her besøgte vi en vingård, hvor vi fik prøvesmagt deres vin, de er specielt kendt for deres hvidvin, som da også smagte godt. Vi spiste så frokost og havde et par timers tid i byen for at kigge. Turen frem og tilbage fra byen var utrolig flot, med masse af fantastiske, naturlige klippeformninger.

Næste morgen tog vi afsted om formiddagen. Midt på eftermiddagen besøgte vi så hovedstaden i provinsen Tucuman, hvor vi bl.a. spiste helt utrolig lækker is, og derefter kørte videre og sov om natten i bussen. Næsten morgen ankom vi til Valle de la Luna (Månedalen) hvor naturen mindede lidt om månen. Utrolig flot! Vi besøgte også et museum med dinosaurskeletter. 

Om eftermiddagen ankom vi så til det næste hotel hvor vi skulle sove en nat, vejret var godt så vi hoppede alle straks i poolen, hvor vi slikkede sol og spiste alt for mange vindruer da hotellet var omringet af dem. Sidst på eftermiddagen tog vi mod centrum af byen, og drak kaffe og spiste kage som altid. 

Vinsmagning

Jeg var ekstrem bange for lamaerne, men ville have et billede, hvilket så endte ud sådan her.

Meditation i månedalen

Vi forlod hotellet næste morgen, og tog afsted mod endnu en nationalpark der var virkelig overraskende flot. Kæmpe, høje, røde klipper der var blevet formet af vandet i tidernsmorgen. Samtidig var der en masse stenmalerier fra de gamle indianer. Vi havde en rigtig god guide med os, og det var utrolig spændende!
Vi ankom så til Mendoza tidligt på aftenen, som var vores sidste overnatningssted. Vi fik spist aftensmad og slappede ellers af resten af aften.
Næsten dag havde vi så rundtur i byen, som er virkelig flot, og var først hjemme om aftenen, hvor vi spiste aftensmad og ellers hyggede resten af aften, og natten.
Næste dag begyndte vi så turen hjem mod Córdoba, hvor vi stoppede flere gange omkring Mendoza og besøgte bl.a. en kendt vingård, hvor vi fik smagt vinen og set hvordan de lavede den. Vi fik også set bjerge med sne og derefter gik turen hjem til Córdoba hvor vi ankom tidligt næste morgen. 

Alt i alt en heeeeel fantastisk tur! 

Besøg hos politiet

Det er egentlig ikke fordi der er sket noget helt stort nyt jeg vil fortælle, også alligevel dog. Her en almindelig fredag aften i Córdoba blev alligevel lidt anderledes end forventet. På både godt og ondt. Nok mest ondt.
Var efter skole taget ind til byen sammen med Anton for at betale de første penge til den Nordtur vi skal på om mindre end 20 dage. Derefter fik jeg så lokket ham med ind og se The Hunger Games, anden gang for mit vedkommende, men den var jo så god første gang, og hvis I ikke allerede vidste det er jeg fuldstændig opsat med bøgerne også, og blev netop færdig med den sidste i onsdag. (Virkelig en dårlig slutning forresten. Suk) Men på vej hjem skete der så det jeg faktisk har glædet mig lidt til at skrive om. Var lige kommet ud af den argentinske Matas (Farmacity) med tankerne et helt andet sted, da de havde taget 10 pesos for meget for min cream, og for at få pengene igen skulle jeg stå 20 min i kø, så var en anelse (læs: meget) irriteret, og efter kun at have gået 2 blokke opdager jeg er min pung er væk. Var lige ved at tude på det tidspunkt, og for de er jer som ikke allerede ved det, har jeg allerede haft den stjålet en gang før, hvilket virkelig var noget være bøvl. Jeg fik holdt hovedet forholdsvis koldt, gik tilbage og spurgte efter den i Farmacity, de havde intet set til den, og besluttede mig så ellers bare at det var der jo ikke noget at gøre ved. Havde heldigvis kun haft 100 pesos i den, og et enkelt kreditkort, det andet var godt i sikkerhed derhjemme. Så det ville ikke få de store konsekvenser. Lige indtil jeg går forbi en af de politimænd der står på næsten hver eneste gadehjørne i Argentina. Og jeg mener virkelig bogstaveligtalt hver eneste. Har altid tænkt at de var lidt overdrevet med alle det politi på gaden, der ofte går med kæmpe geværer over skuldren. I skulle se den kvinde der står i centrum af min by. Jeg er helt sikker, næsten da, at det hun har over skuldrene er et maskingevær. Derudover har jeg fået fortalt at dem som står på gadehjørnerne – altid forholdsvis unge, er unge der ikke gider studere og er ret dumme. Så havde for at være ærlig lidt fordomme om dem, at de ikke var til meget.
Jeg beslutter mig så at jeg nu vil prøve at se om de politimænd kunne være til en lille hjælp, og at der jo ikke sker noget at henvende sig til dem. Jeg fortæller så stille og roligt at jeg altså lige har fået stjålet min pung og med det samme tager manden sin blok frem, og begynder på det helt store krydsforhør. Hvad havde jeg i den, hvordan så den ud, hvor så jeg den sidst osv. Derefter spørger han ind i sin walkietalkier om der er nogle i nærheden der har fundet en, da når en pung bliver stjålet bliver pengene ofte bare taget ud, og pungen derefter smidt på gaden. Det var der så ingen der havde, men han fortæller mig jeg skal gå hen til et eller andet politi kontor et par blokke derfra. Der gør jeg så, selvom jeg ikke helt kan se meningen med at gøre så meget ud af det, men nu havde han været så flink og hvad kunne det skade. Kunne så ikke helt finde stedet så spørger to nye politimænd om hjælp om at finde stedet. Men inden jeg overhovedet kan nå at tale færdig har de 5 forskellige samtaler i gang på walkien, lavet præcis samme krydsforhør som tidligere og samtidig udspurgt mig om hvad jeg synes om Argentina og om hvilket fodboldhold jeg holder med. Efter et godt stykke tids chitchatten med den ene af dem, mens den anden er i fuld gang i jagten efter min pung over walkien, og jeg har bemærket flere gange over for dem at det nu ikke er så vigtigt, siger de at vi hellere må gå over til politikontorstedet. Den ene af de to politimænd er så flink at følge mig derover, så jeg ikke bliver ”væk” igen, som han siger det.
Da vi så endelig ankommer kan jeg ikke lade være med at kvæle et smil. Et stort gammelt hus, der er mere end bare slidt. Da vi kommer ind står der fire unge politimænd og ryger i gangen. Og der er to store lukkede døre på hver side og i enden af rummet et lille bedested med stearinlys og det hele, midt i det meget faldefærdige hus. Politimanden banker så på den ene dør, og efter et par minutter åbner en lidt nørdet mand døren på klem, og stikker hovedet lidt ud. De taler lavmælt sammen og jeg får at vide at jeg bare lige skal vente lidt. Fortrød utroligt jeg ikke havde fået mit kamera med for det der politikontor sted, var noget af et syn, og stemningen meget speciel, den kan ikke beskrives. En halvtime senere, hvor et par få mennesker er blevet lukket diskret gennem den store dør, ankommer en ny politimand, han kan så åbenbart snakke engelsk, og skal hjælpe med at oversætte, selvom han i sidste ende ikke kan sige meget mere på engelsk end jeg kan på spansk. Han udspørger mig så om de præcis samme ting som de andre og vi får så ventet en god times tid mere, (har i mellemtiden flere gange sagt det ikke er vigtigt, men de insistere på jeg skal blive) bliver jeg så lukket ind gennem den ”hemmelige” dør. Inde bagved er der så det man vil kalde et kontor, lige så slidt, hvis ikke mere, som resten af bygningen og med 3 små skriveborde med computere så gamle, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst så sådan en, og et lille bitte tv kørende i baggrunden med musikvideoer fra 80'erne. Det føltes ærlig talt som at komme tilbage i tiden. Blev så placeret ved skrivebordet og en gammeldame, der ingen udspørger mig om det samme som de 4 politimænd. Efter et stykke tids skriblen på computeren får hun så printet en rapport ud på næsten 2 A4 sider om min stjålne pung. Hun laver så et par forskellige stempler, får mig til at skrive under og stikker så et stykke papir i hånden på mig, som jeg endelig ikke må smide væk, og jeg kan så endelig få lov at gå over 2 ½ time efter jeg mistede min pung. Nu må jeg så vente og se om de skulle ringe en af de næste dage med min pung der indeholder intet mere end sysikrings- og buskort hvilket jeg er helt sikker på de gør *host*
Kan nu konkludere at det argentinskepoliti ikke skal undervurderes for deres engagement og at hvis jeg nogensinde mister en pung med 100 pesos, som jeg forhåbentlig ikke gør, vil jeg ikke melde det til politiet men bare lade det passere. 

Det utrolig vigtige papir jeg endte op med.

Menneskerne og stedet vol. 1

Her kommer der så et indlæg omkring min familie og her hvor jeg bor. Vil prøve at fortælle lige mere om min værtsfamilie og huset og selvfølgelig vise nogle billeder i dette indlæg, og et af de næste bliver så omkring min by og hele Córdoba, da jeg også synes det er værd at fortælle noget om.

Jeg har boet hos denne familie siden d. 28 December og skal bo her til engang i maj, regner jeg med. Da jeg ankom bestod familien af mine to værstforældre Fidel og Graciela på hhv. 54 og 52 år. De er begge læger. Fidel er kirug og Graciela børnelæge. Fidel er samtidig mit distrikts chairman. Det vil sige at han er ”overmanden” der styrer det hele med udvekslingsstudenterne i det område hvor jeg bor. Så jeg skal opføre mig ordentligt ;)
Derudover havde jeg tre værtsbrødre. Nicolas på 17, Matias på 22 og Federico på 25. Kendte Nico godt i forvejen da han gik på samme skole som mig, bare årgangen over og vi har lavet flere ting sammen bl.a. var jeg til Oktoberfest med ham i, åbenlyst nok, oktober. Han boede her dog ikke særlig langt tid, før han tog afsted på sit udvekeslingsår til Sweitz i starten af januar. Det er derfor også hans værelse jeg bor i. Matias min anden ”bror” nåede jeg at være lidt længere tid sammen med, men han flyttede også om på den anden side af jorden sidst i Februar, rettere sagt New Zealand for at rejse og arbejde for et år. Tilsidst Federico som stadig er her. Han er næsten færdig med at uddanne sig som mekanisk ingeniør og arbejder på en Fiat fabrik i Córdoba.
Derudover bor jeg også sammen med en anden udvekslingsstudent for en periode. Han hedder Anton er fra New Zealand og tilsidst har vi også hunden Benneton og 2 skilpadder der går frit i haven.

Fra venstre: Fidel, Anton, Graciela og jeg i Bariloche

Fra højre: Mig, Matias, Mirta (der gør rent og laver mad i vores hus), Graciela, Fede og Fedes kæreste.

Nico og jeg til Oktoberfest

Huset jeg bor i er rimelig stort i forhold til mange af de andre huse her, specielt i min by. Og ligger i et af nyeste og pæneste kvartere. Det er en anelse større end mit hus i Danmark og består af et lille køkken, stue og spisestue, to badeværelser og 4 værelser. Derudover er der en stor garage og et lille kontor. Haven er ikke så stor igen, men det er skønt at have en og poolen vi har har virkelig redet de varmeste dage her, og gjort dem fantastiske.

Mit værelse

Feliz Cumple!

Så kommer der lige en kort update omkring min fødselsdag for en uge siden. Ikke at der skete de helt store ting, men den er da stadig værd at nævne.
Vågnede tidligt som altid, og da jeg kom ud i køkkenet havde min værtsfamilie lavet et fint fødselsdagskort der hang på vinduet og der lå en fin gave til mig, en tynd hættetrøje, som jeg er super glad for.
Da jeg ankom i skolen blev jeg mødt med masser af kram og kindkys og hver femte minut, eller sådan føltes det brød klassen ud i fødselsdagssang. Dagen gik forholdsvis hurtigt og da jeg kom hjem stod der lækre Milanesa de Pollo, min livret, som jeg hurtigt fik spist. Derefter skypede jeg først med min veninde Josefine fra Danmark og kl. 16 fik jeg skypet med og sunget for af min forældre og søskende. Derefter slappede jeg bare af hjemme resten af eftermiddagen. Efter vi havde spist aftensmad fik vi helt fantastisk kage min familie havde fået lavet hos bageren, den så fantastiske ud og smagte ligesådan! Derefter kom min counselor og hendes mand kort over med en gave, fik en super sød top og et bælte og min gamle værtsmor kom også over med en æske chokolade og ønskede mig tillykke. Efter 2 store stykker kage hoppede jeg så, godt træt, i seng.
Næsten dag fik jeg den fineste gave fra mine veninder. Fik en super flot æske der indeholdt en lille parfume, neglelak, hårspænde, masser af chokolade og en ramme med billeder af os alle. Blev jeg super glad for og satte lige prikken over i'er for min argentinske fødselsdag.

Imens jeg lige får skrevet et ordentlig indlæg om min familie med billeder, som ønsket, kan i lige få et glimt af dem her.

Fra venstre; Anton, Mig (hvis i har glemt hvordan jeg ser ud), Min værtsmor Graciela og min bror Fede

Fåreklipning aka frisørbesøg

I går lørdag, var jeg endnu engang taget til Córdoba, for at mødes med nogle af de andre udvekslingstøser, vi fik spist en, host, lækker frokost fra McDonalds, og brugte derefter resten af eftermiddagen på at shoppe, snakke og finde vores kostumer til næste lørdag, hvor der er kostumefest på vores orienteringsweekend. Er gået sammen med Karly og Caitlin fra USA, og vi har fået bikset sammen det mest fantastisk gruppekostume. Vil ikke afsløre helt endnu hvad det er, da i må vente til at se det helt gennemført, men der kommer lige et par nærbilleder af materialerne, så får i en nok en lille idé om hvad det er. 

Sidst på eftermiddagen besluttede Caitlin og jeg så vi ville tage et frisørbesøg. Jeg var ikke blevet klippet siden i Danmark for næsten 7 måneder siden, så det trængte gevaldigt. Vi belsuttede os for at ofre lidt flere penge, og gå til et mere ordentligt sted, end de små peluquerias der ligger rundt omkring. Vi fandt derfor et nydeligt, lidt smartere sted, med ret mange mennesker i Patio Olmos, det kæmpe storcenter der ligger i midten af Córdoba, og besluttede at det var her det skulle være. Priserne var stadig overkommelige, men en anelse højere end frisøreren på gadehjørnerne, hvilket vi tog som et godt tegn. Der gik ikke mere end 5 min. før vi kom til, fik vasket vores hår med en skøn duftende shampoo, der havde et snært af kokos, og jeg blev derefter smidt i hænderne på en ældre mand, det satte mig i en stol, svingede et forklæde halvt omkring mig og spurgte hvordan jeg ville have det. Jeg svarede at jeg bare ville have spidserne klippet, også gik han ellers i gang. Ikke noget med at sætte håret op i sektioner, og tage lidt af gangen. Han tog praktisk talt bare en kæmpe tot, klippede spidsen af, og tog derefter en anden tot. Han delte ikke mit hår op i mere end 5 totter, og mindre end fem min. senere var jeg færdig og han spurgte om jeg havde lyst til at få det stylet med krøller eller hvad jeg sagde lyst til, for 72 pesos. Det indrømmede jeg så at det havde ikke ikke rigtig lyst til, da jeg alligevel bare skulle hjem, så han sukkede fornærmet også var jeg ellers færdig, og kunne gå ud af salonen med vådt hår. Resultatet er til at bære, da jeg trods alt bare skulle have klippet spidsere, men er glad for jeg ikke fik mig rodet ud i noget mere indviklet. Kom ialt af med 127 pesos for vask og klipning, og kan som sidebemærkning fortælle at manden der klippede mig blev færdige med 2 andre i mellemtiden, mens jeg ventede på at Caitlin blev færdig, hvilket gik på præcis samme måde som jeg.
Det var så mit første, og ret sikker på sidste frisørbesøg i Argentina. Noget af en oplevelse.